Oversigtskort & Vedtægter

Laks (Salmo Salar).

Oversigtskort

 

EØL har fiskeret i Vorgod Å jvf. kortmaterialet.

  • Klik evt. på ikonet 'Se større kort' yderst til højre for fuldskærmsvisning.
  • Klik på den lille hvide boks med den lille grå pil øverst til venstre på kortet for at få vist menuen.
  • Scroll på musen for at zoome ind på kortet og hold venstre musetast inde og træk rundt med kortet.
  • Klik på Lokaliteter og Økologisk tilstand for yderlige info. i såvel menuen til venstre som direkte på kortet.

Vedtægter

 

EØL har til formål at fremelske de bedste mulige forhold for udøvelse af lystfiskeri i og ved det af lauget lejede fiskevand samt at fremme kammeratskabet inden for lauget.

 

Lauget afholder beslutningsdygtigt årsmøde i november måned efter indkaldelse fra sekretæren. På årsmødet fremlægger laugets skatmester årets regnskab, og sekretæren redegør for årets forløb. Ændringer af vedtægter og forordninger kan kun ske på årsmødet efter almindelig flertalsbeslutning blandt de fremmødte. På årsmødet vælges en sekretær og en skatmester, ligesom det følgende års kontingent og medlemstal fastsættes.

 

Laugets udgifter fordeles ligeligt mellem medlemmerne gennem kontingentindbetaling, som forfalder forud – og senest i forbindelse med afholdelsen af årsmødet.

 

Det er ikke lauget tilladt at stifte gæld, ej heller at oparbejde nogen væsentlig formue.

 

Afholdelse af ekstraordinært årsmøde kræver, at minimum 25 % af laugets medlemmer ønsker et sådant, og at det varsles med minimum 14 dage.

Kontingentet er kr. 250,- pr. år. og Ikke rettidig kontingentindbetaling medfører øjeblikkelig sletning af medlemskabet. Evt. genoptagelse kan kun ske i henhold til reglerne om optagelse af nye medlemmer.

 

Hvert medlem administrerer årligt 8 gæstekort á 15 kr. Medlemmerne afregner gæstekort årligt, og senest sammen med kontingentindbetalingen. Gæster har udelukkende adgang til laugets fiskevand ifølge med et medlem – og fiskeriet foregår under medlemmets ansvar.

 

Nærmeste familie (kone, børn og / eller samlever) kan frit fiske i laugets fiskevand ifølge med et medlem.

 

Lauget udgøres af maksimalt 35 medlemmer og nye medlemmer optages kun efter anbefaling fra eksisterende medlem(mer). Anmodning om medlemskab af lauget stiles til sekretæren. Optagelse sker efter tur i det omfang, der bliver ledige pladser. Supplerende til medlemsoversigten, der pt. omfatter 33 medlemmer, fører sekretæren en venteliste.

 

 

Lodsejers eventuelle henvisninger skal altid følges, og ved færdsel skal der altid tages størst muligt hensyn til lodsejers ejendom og afgrøder. Følg stier, luk hegn og led og ryd op. Også hvis andre skulle have efterladt affald eller lignende.

 

Løsgående hunde er strengt forbudt.

 

Overnatning / teltslagning ved vandet i perioden 16.05 til 15.07 – begge dage inklusive – skal, grundet jagtinteresser, aftales forud med lodsejer (lodsejernes kontaktoplysninger forefindes på bloggen eller oplyses på given foranledning ved kontakt til sekretæren eller webmasteren).

 

Brænde til bål ved bålpladsen skal enten selv medbringes eller sankes fra udgået trævækst. Privat oplagte brændestabler må ikke benyttes. Vær altid særligt opmærksom på brandfaren.

 

Udmeldelse af lauget skal foretages til sekretæren senest på årsmødet.

 

Overtrædelse af laugets vedtægter og ordensregler kan medføre eksklusion ud fra en flertalsbeslutning på årsmødet.

Oversigtskort anno 1954

  • Klik på 'Luftfoto 1954' øvest til højre på kortet, hvis det sort / hvide kort ikke er fremme.
  • Træk til højre / venstre med den lille hvide boks med de to pile midt på skærmen for at se forskellen på 1954 og det seneste kort.
  • Scroll på musen for at zoome ind og ud på kortet.
  • Hold venstre musetast inde og træk rundt med kortet.
  • Klik på 'Vis på Krak', hvis kortet ønskes set på fuld skærm.
  • Det blå mærke er Skærbækvej 3.

COPYRIGHT © | EØL